Udskydelse af forældelse

Højesteret afsagde den 17. juni 2013 dom i en sag om forældelse af erstatningskrav. En mand blev i 1998 påkørt, og et forsikringsselskab påtog sig erstatningspligten. Der blev dog ikke betalt erstatning, selv om skadelidte efter ulykken var sygemeldt i lang tid. Der var forhandlinger om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, som ikke førte til erstatning. På ulykkestidspunktet var skadelidte uden arbejde, og forsikringsselskabet mente ikke, at der var bevis for, at skadelidte havde mistet indtægt.

Forsikringsselskabet bad Arbejdsskadestyrelsen om en udtalelse om størrelsen af mén, erhvervsevnetab og om stationærtidspunkt. Forud for dette skridt havde forsikringsselskabet forhindret, at skadelidte fik fri proces til at anlægge retssag mod forsikringsselskabet om sit erstatningskrav, idet forsikringsselskabet over for Statsamtet gav udtryk for, at der kunne opnås forlig i sagen.

Da Arbejdsskadestyrelsens udtalelse kom frem, var der gået næsten 5 år fra ulykkestidspunktet, men det varede nogen tid, inden skadelidtes daværende advokat henvendte sig til forsikringsselskabet. Det skete uden anmodning om udskydelse eller suspension af forældelsesfristen, der på det tidspunkt var 5 år.

De efterfølgende forhandlinger førte ikke til forlig om erstatningskravet, der omfattede krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne samt godtgørelse for svie og smerte og varigt mén. Forsikringsselskabet meddelte, at der var indtrådt forældelse.

Skadelidte anlagde derefter retssag. Både Retten i Glostrup og Østre Landsret frifandt forsikringsselskabet på grund af forældelse. Skadelidte søgte herefter om tilladelse til at anke til Højesteret og fik denne tilladelse.

Højesteret gav skadelidte medhold i, at kravet ikke var forældet. Det blev begrundet med, at forsikringsselskabet måtte anses stiltiende at have accepteret en udskydelse – foreløbig afbrydelse af forældelsesfristen. Da der ikke ved forhandlinger efter 2. juli 2003 blev opnået en forligsmæssig løsning, måtte skadelidte indrømmes en rimelig frist til at anlægge retssag. Forhandlingerne blev afsluttet den 24. november 2003.

Højesteret fandt, at sagsanlæg den 11. februar 2004 indebar en rettidig afbrydelse af forældelsen af hele erstatningskravet. Der var kun nedlagt påstand om erstatning for et mindre beløb, men Højesteret lagde vægt på, at det fremgik af stævningen, hvilken fordring sagen angik. Derfor indtrådte der ikke efter sagens anlæg forældelse af nogen del af erstatningskravet, selv om påstanden i sagen først senere blev forhøjet til at omfatte det fulde krav.

Erstatningskravet blev ikke fuldt ud imødekommet, idet Højesteret fandt, at der ikke var bevis for tabt arbejdsfortjeneste. Erhvervsevnetabet blev fastsat til 50 %, idet skadelidte var bevilget førtidspension, der havde trafikulykken som væsentligste årsag.

Ménet blev fastsat til 15 %. Forsikringsselskabet gjorde gældende, at et mén på 5 % for psykiske gener ikke burde medføre erstatning, fordi den pågældende diagnose aldrig havde indgået i méntabellen. Højesteret gav skadelidte medhold vedrørende dette punkt med henvisning til Arbejdsskadestyrelsens udtalelse.

Henvendelser vedrørende ovennævnte og anmodning om bistand kan rettes til advokat Lars Søndergaard.